Vi var 10 mand m/k, der drog afsted i 4 biler til Farsund, Norge. Claus Skotte skulle også have været med, men måtte desværre melde afbud på selve dagen, men det forhindrede ham ikke i at komme forbi med dejlig mad, som vi nød senere på ugen. Vi boede i en kæmpe stor hytte, som indretningsmæssigt er en af bedste vi har boet i, og med den mest fantastiske udsigt ned over fjorden og over mod Farsund by. Så skidt med at det var vildt stejl vej ned til hytten, og at vi fik “lidt” motion, når enkelt- eller dobbelt flaskerne skulle slæbes fra båden og op til fyldning.
Søndag startede vi med at køre ud til naturhavnen, Snekkestö, hvor vi smed den lille gummibåd i vandet. Der var helt fantastisk vejr, og vi havde alle 2 super gode dyk, bl.a. i undervands-kløften, og selvfølgelig kom Jens Nørholm og Formanden op med masser af fisk, bl.a. en havtaske. Velankommen hjemme ved hytten startede Jens lige et interimistisk røgeri op, og koldrøgede berggylt, blåstak mm, som vi fik til frokost næste dag. Smagte fantastisk.
Alle de øvrige dage sejlede vi ud direkte fra vores lille bådebro ved hytten, og de fleste af os havde også nogle fine dyk lige ud for hytten. Det betød at vi hver dag sejlede retur til hytten mellem første og andet dyk, og spiste frokost og hvilede/ladede op til næste dyk. Magen til luksus skal man lede længe efter, så vi har allerede booket hytten igen næste år!
Mandag var vi på et nyt vrag, Henrik Danica, som sank i 1962, og som ligger på ca 37-38 m ved Ytrestein, som er en af de sidste klippeøer før åbent hav. Det var helt fantastisk vejr, og vi fandt ud af, at Jens Nørholm havde overnaturlige evner. Han råbte smid ankeret, det er her, og så lå ankeret præcis oven i vraget! Jeg – Kim W – måtte springe andet dyk over pga. den ene arm-manchet gik i stykker, men her var Michael Langvad en ven i nøden, så den blev repareret om aftenen.
De øvrige dage bød på blandet vejr med regn og enkelte dage med relativ hård blæst, men ikke værre, end at de fleste fik dykket godt igennem. Ud over de sædvanlige steder, som flere af os har været på flere gange – under broen, under trådene, udspringsklippen, kridtpiberne (med de 2 store anker), så blev der dykket på 2 nye vrag. Nemlig Henrik Danica, som er nævnt ovenfor, og Handi. Vraget Handi ligger ved Bratholm (Arnes ø), hvor de fleste af os har dykket mange gange. Der blev snakket om, hvor tit vi har været ved Arnes ø, og hvor underligt det var, at vi ikke har fundet vraget før nu. Det er relativt nemt at finde, men ligger på 38-39 m og er noget nedbrudt. Vi havde flere dyk på vraget. Martin og Michael havde et dyk, hvor de med lidt “wondergas” var lidt dybere, og dermed fik set større dele af vraget.
Torsdag aften fik vi en gastronomisk middag, hvor vi alle 10 fik mindst 5 store, flotte kammuslinger hver, flot serveret i en muslingeskal, og desuden masser af dejlig havtaske, berggylt, blåstak mm inkl. gode øl og vin.
Foto: Kim mflr
Tekst: Kim